Højen
Velkommen til Højen
Vi har en vision om, at Højen er institutionen, hvor børn kan være og lære. Hvor kerneopgaven er, at vi sammen med børnene skaber en hverdag, der understøtter lyst til at lege og lære, samt mod og evne til at være aktive deltagere i fællesskabet.
Højen er en daginstitution med op til 140 børn fordelt på vuggestue- og børnehavebørn.
Vi har en vision om, at Højen er institutionen, hvor børn kan være og lære. Hvor kerneopgaven er at imødekomme børnenes behov og skabe en tryg hverdag med sammenhæng, helhed og legen som fundament for udvikling. Alt arbejde tager derfor udgangspunkt i det enkelte barn i fællesskabet i et miljø, som har fokus på det gode børneliv, hvor små og store trives.
Vi er en integreret institution, der arbejder i årgangsteam (0-3 år og 3-6 år).
Børn og voksne er tilknyttet en gruppe som base, men vi ser vores hus som fælles for både børn og voksne, og vi har et tæt samarbejde på tværs af grupperne i hverdagen.
Det er meget individuelt hvordan børn tackler det at starte i vuggestue eller børnehave. Nogle børn har en meget nysgerrig og undersøgende tilgang til det nye, mens andre reagerer med utryghed og kan blive kede af det.
Det er sundt og naturligt at børn reagerer, når de møder noget nyt, og som voksne skal vi være opmærksomme, anerkende barnets følelser og støtte barnet der, hvor det har brug for det.
I perioden mellem barnet er indmeldt og til opstart, opfordrer vi til at barn og forældre besøger institutionen. Dette med henblik på at lette barnets opstart og overgang.
Det er vigtigt, at barnet lærer vuggestuen/børnehaven at kende i sit eget tempo, får en tilknytning til de nye voksne og børn, og forbinder stedet med en god oplevelse. Derfor anbefaler vi, at forældrene de første par uger investerer tid og opmærksomhed i barnets opstart. I modtager et velkomstbrev.
En god opstart i vuggestuen/børnehaven tager altid udgangspunkt i barnet, og vil være meget individuelt i forhold til barnets personlighed, og hvor lang tid forældrene kan bruge på opstarten.
Vi har gode erfaringer med at barnet i opstarten kommer hver dag, så barnet hurtigere får en god rytme og føler en tilknytning til vuggestuen/børnehaven. Undgå for mange fridage i starten - hellere korte dage, som kan gøre at barnet har mere overskud til at indtage alt det nye.
Vuggestuen består af 4 stuer: Grotten, Engen, Dalen og Haven normeret til i alt 58 vuggestuebørn.
Dagsrytme i vuggestuen:
Bestyrelsen har pr. 16. januar 2023 besluttet, at morgenmad ikke længere tilbydes som en del af kostordningen i vores børnehuse.
Morgenmad skal derfor være spist hjemmefra.
Kl. 7.15-8.30
Børnene leger på de forskellige stuer, aktivitetsrum og gangen.
Kl. 9.00-11.00
Børnene tilbydes forskellige aktiviteter på stuerne, på legepladsen eller på tværs af stuerne.
Vi vægter små børnefællesskaber med en gennemgående personale, der følger gruppen i aktiviteten, pusler dem og spiser frokost.
Kl. 11.00
Børnene spiser frokost på stuerne.
Ca. kl. 11.45-13.45
De fleste børn sover middagslur.
Kl. 13.45
Børnene tilbydes eftermiddagsmad på stuerne.
Kl. 14.15-17.00 (fredag kl. 16.30)
Børnene leger på stuerne, i aktivitetsrum eller på legepladsen.
Børnehaven er opdelt i 3 basisgrupper, som holder samling og spiser sammen. Derudover foregår der meget leg og aktivitet på tværs af grupperne.
Dagsrytme i børnehaven:
Bestyrelsen har pr. 16. januar 2023 besluttet, at morgenmad ikke længere tilbydes som en del af kostordningen i vores børnehuse.
Morgenmad skal derfor være spist hjemmefra.
Kl. 7.15-9.15
Børn og voksne fordeler sig i børnehaven - der er mulighed for leg på tværs af grupperne.
Kl. 9.15-9.45
Formiddagsmad og samling i basisgruppen - Dagens aktivitet præsenteres.
Kl. 9.45-11.15
Planlagte aktiviteter sættes i gang. Børnene tilbydes forskellige pædagogiske aktiviteter og lege - Der er mulighed for aktiviteter og leg inde og ude, både i basisgruppen og på tværs af grupper.
Kl. 11.15-11.45
Frokost i basisgrupperne.
Kl. 11.45-12.15
Oprydning efter frokost. De børn, som skal sove puttes. De øvrige børn guides ud på legepladsen.
Ca. kl. 12.15-14.00
Leg og aktiviteter på legepladsen.
Kl. 14.00 er der tilbud om eftermiddagsmad i basisgruppen.
Kl. 14.30-17.00 (fredag kl. 16.30)
Leg på tværs af grupperne, som kan foregå både ude og inde.
Et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem forældre og det pædagogiske personale har en positiv indvirkning på barnets tilknytning til vuggestuen/børnehaven.
Det har stor betydning at forældre og det pædagogiske personale i hverdagen har en åben og konstruktiv dialog. Alle børn tilbydes 5 samtaler i et institutionsliv fra vuggestue til børnehave. Forældresamtalerne skal bidrage til at skabe sammenhæng i barnets liv, hvor viden formidles mellem institution og forældre, samt at bidrage til at skabe sammenhæng mellem overgange vuggestuen/børnehave/skole.
Der afsættes en tid til samtalen, som fortrinsvis finder sted om morgenen og formiddagen.
Rammen omkring samtalerne tager udgangspunkt i vores dialogredskab "dækkeservietten", hvorefter der udarbejdes en udviklingsplan for barnet.
Opstartssamtale
Inden barnet starter i Højen inviteres forældrene til en opstartssamtale, hvor det pædagogiske personale fortæller om hverdagen i vuggestuen/børnehaven og hvor forældre og personale sammen planlægger, hvordan indkøringen skal foregå. Det er også ved dette møde vi skal tale om barnet, hvordan barnets liv har formet sig indtil nu og om der er særlige forhold vi i Højen skal være opmærksomme på.
En midtvejssamtale i vuggestuen
Forældre og primærvoksen fra vuggestuen taler omkring barnets trivsel og udvikling i vuggestuen, og sammen laves der et udviklingsmål. Inden samtalen får forældrene tilsendt forberedelsesspørgsmål.
Overleveringssamtale mellem vuggestue og børnehave
Når barnet flytter fra vuggestue til børnehave, udarbejder personalet sammen med forældrene en overgangsbeskrivelse. Overgangsbeskrivelsen bliver udgangspunktet for opstartssamtalen i børnehaven.
Midtvejssamtale i børnehaven
Forældre og personale fra børnehaven taler omkring barnets trivsel og udvikling i børnehaven. Har barnet i forvejen et udviklingsmål, evalueres dette. Inden samtalen får forældrene tilsendt forberedelsesspørgsmål.
Skoleudviklingssamtale i nov/dec inden barnet skal starte i skole
Vi evaluerer sammen barnets sidste udviklingsmål og sammen drøfter vi hvordan vi bedst kan understøtte barnet videre mod overgangen til skole.
Samtaler efter behov
Udover de fastlagte forældresamtaler, har både forældre, det pædagogiske personale og ledelsen mulighed for at indkalde til en samtale, hvis der opstår et særligt ønske eller behov.
Søvnpolitik:
Med
udgangspunkt i Ann-Elisabeth Knudsen (ekspert i neuropsykologi og hjerneforskning) og
søvnforsker Birgitte Rahbek Kornum har vi udarbejdet denne søvnpolitik for Daginstitutionen
Buskelund. Vi er bevidste om, at der findes modsatrettede holdninger til
barnets søvn “vække eller ikke vække”. Vores faglige holdning er, at barnets
søvn er vigtigt for dets trivsel og udvikling, og at barnet skal have lov til
at sove til, det er udhvilet.
I institutionen har barnet sin ”arbejdsdag” med mange indtryk, krav, børn og voksne, som det skal forholde sig til. Det kræver overskud, og derfor har barnet brug for søvn til at restituere og bearbejde de mange indtryk, det får i løbet af dagen.
I følge Ann-Elisabeth Knudsen kan utilstrækkelig søvn have negative konsekvenser for både vækst, immunforsvar og indlæringsevne.
Barnet bearbejder de kompetencer, det øver i fællesskabet gennem søvnen og forskning viser, at hvis barnet har øvet disse kompetencer inden middagsluren, vil barnet være bedre til disse kompetencer, når det vågner igen.
Veludhvilede børn er glade og friske børn, der er klar til hverdagens udfordringer og kan udvikle sig positivt både fysisk og psykisk.
I den alder, hvor barnet kun sover én lur om dagen og en lang sammenhængende nattesøvn, ser man, at jo længere de sover om dagen, jo kortere sover de om natten (Rahbek Kornum 2023) Hvordan barnet så fordeler søvnen, er mindre vigtigt. Det er den samlede mængde søvn i døgnet, der er afgørende for barnets trivsel og udvikling.
I vuggestuen
Alle
børn tilbydes en middagslur, og vi bestræber os på, at tilgodese det enkelte
barns søvnbehov. Nogle børn har brug for middagslur, andre har brug for at sove
flere gange i løbet af dagen. Vi vil gerne respektere barnets naturlige
søvnbehov, derfor tror vi, at barnet som udgangspunkt har sovet tilstrækkeligt,
når det vågner af sig selv.
I børnehaven
Nogle
børn har brug for en middagslur eller hvile/pause midt på dagen. Her sover
barnet inde på en madras. Når det er tid til eftermiddagsmad, begynder vi at pusle
omkring børnene, så de der ikke allerede er stået op, stiller vågner fra lur.
Er barnet ikke faldet i søvn efter ca. 30 minutter, vurderer vi, at det har
hvilet og skal op igen.
Vi oplever at barnet i denne alder oftest selv trapper ud af lur, vi vil altid kigge på det enkelte barn.
En god søvnrytme kan kræve et godt samarbejde
Vi
ser det som et samarbejde, at jeres barn har en god søvnrytme, som fungerer
både i institutionen og derhjemme. Derfor vil vi gerne rådgive og tale om
løsninger, hvis der i perioder er problemer med at få jeres barn til at sove i
institutionen eller derhjemme. Hvis søvnrytmen driller, så er det er vigtigt at
vi i samarbejde kan lave nogle gode tiltag og aftaler som kan justeres efter
behov. Børns søvnrytme ændrer sig med alderen, og det vil være ganske naturligt
at det i perioder bøvler lidt. Børn er forskellige – men fælles for os alle,
er at man er mere tilpas når vi er udhvilet.
Vi vil også have mulighed for at samarbejde med sundhedsplejen ved behov.
Vi håber, at vores søvnpolitik bliver til gavn for både børn, personale og forældre.
Kostpolitik i Daginstitutionen Buskelund:
I Daginstitutionen Buskelund er overskriften på vores kostordning "sund mad i hverdagen".
Vi vil lave sund og nærende mad, der giver børnene det "brændstof" de har brug for til at vokse, lege, lære, bevæge og udvikle sig. Maden skal være en oplevelse og børnene skal have mulighed for at få pirret deres sanser, duft og smag er vigtige sanseindtryk og måltiderne udgør en del af det sociale værdigrundlag i hverdagen.
Der er ansat 1 kostfaglig medarbejder i alle 4 huse, og de sørger for at tilberede maden til børnene.
I Daginstitutionen Buskelund har vi valgt at vi udover et sundt frokostmåltid også tilbyder:
Formiddagsmad
Eftermiddagsmad
Børnene medbringer selv en madpakke udelukkende med skåret frugt/grønt til formiddags- og eftermiddagsmad.
Økologi:
Vi tilstræber at få så meget økologi ind i vores madproduktion som overhovedet muligt. Alle huse har sølvmærket i økologi, hvor 60-90% af maden er økologisk.
Kostpolitik:
Vores kostpolitik er bygget op omkring 2 hovedoverskrifter: Kostfaglige retningslinjer og de pædagogiske værdier, der er omkring måltidet.
Kostfaglige retningslinjer:
Vi ønsker at tilbyde en sund og varieret kost. Med ordet "sund" menes en kost, der lever op til Fødevarestyrelsens kostråd til måltider ”Principper i daginstitutioner”.
Spis planterigt, varieret og ikke for meget.
En varieret kost forsøger vi at sikre ved hele tiden at søge ny inspiration. Madplanen laves i forhold til sæson, ligesom danske råvarer foretrækkes. Desuden har vi til menuplanlægningen en "skabelon", der sikrer at børnene tilbydes forskellige former for mad. Skabelonen strækker sig over 14 dage og hedder:
2 x suppe
1 x grød
1 x fisk
1 x kød
1 x vegetar
4 x rugbrød – med varieret pålæg.
Spis flere grøntsager og frugter.
Frugt og grønt er en naturlig del af frokostmåltidet, enten i form af tilbehør eller som ingrediens i eksempelvis kødsovs.
Spis mindre kød, vælg bælgfrugter og fisk.
Der er minimum fisk på menuen hver 14. dag. Derudover vil der oftest være fiskepålæg i forbindelse med rugbrødsdagene.
I forbindelse med rugbrødsdagene serveres der ofte hjemmelavet pålæg, fx. humus, linsepålæg eller kikærte-kakaocreme. Desuden serveres der ofte æg, ost ligesom rester fra de varme retter kan blive en del af det kolde frokostmåltid.
Bælgfrugter er både sundt og klimavenligt.
Bælgfrugter anvendes ofte som hel eller delvis erstatning for kød, eksempelvis i gryderetter.
Spis mad med fuldkorn.
For at imødekomme dette anvender vi grove meltyper i hjemmebagt brød og boller, og vi tilstræber at færdigkøbt brød er deklareret med fuldkornslogoet.
Ris og pasta er også fuldkornsprodukter.
Vælg planteolier og magre mejeriprodukter.
Mejeriprodukter kan indgå i madproduktion til alle børnene. Vuggestuebørn tilbydes mælk en gang dagligt. I henhold til retningslinjerne for denne aldersgruppe serveres letmælk og til børn under 1 år modermælkserstatning.
Vi anvender så vidt muligt umættet fedt - eksempelvis i form af raps- og olivenolie, når vi bager og tilbereder maden.
Sluk tørsten i vand.
Alle børn medbringer egen drikkedunk, hvor de i børnehaverne har fri adgang til vand igennem hele dagen. Dunken fyldes op ved behov. Der tilbydes vand ved alle måltider.
Spis mindre af det søde, salte og fede.
Sukker anvendes som en naturlig ingrediens i måltiderne - dog i begrænset omfang. I Daginstitutionen Buskelund markerer vi dog også højtider og andre særlige lejligheder, hvilket kan indebære, at maden bærer præg heraf, fx. en fastelavnsbolle.
Det mættede fedt stammer oftest fra animalske produkter, hvilket børnene får i begrænset omfang. Der sigtes altid mod magre kødtyper.
Vi tilsmager maden med et minimum af salt, og bruger i stedet både friske og tørre krydderurter i madlavningen for at opnå en god smagsoplevelse.
De pædagogiske værdier, der er omkring måltidet:
For os er det værdifuldt at måltidet er stedet, hvor der er et socialt samvær mellem børnene og mellem børnene og de voksne. Børnene er sammen med deltagende, nærværende og engagerede voksne, der taler positivt om det mad vi spiser, og opfordrer børnene til at smage på maden.
Børnenes deltagelse i de praktiske opgaver i forbindelse med måltidet, er naturligvis tilrettet deres alder. Vuggestuebørnene deltager med det de formår.
Før måltidet:
I børnehavegruppen er der børn, der sammen med en voksen henter mad, i vuggestuen er det de voksne, der henter maden. Børnene hjælper med at dække bord. Vi dækker op med porcelæn, glas og bestik. Her får børnene mulighed for bla. at øve sig i at tælle, og at få dækket bord med det, der er brug for til måltidet. Inden børnene går til bords vasker de hænder.
Under måltidet:
Børnene spiser i mindre grupper. Det er værdifuldt at der er ro og en god stemning omkring måltidet - det er her børn og voksne har mulighed for at tale sammen om bla. den mad de spiser, og om hvad de har oplevet i løbet af dagen.
Vi vil gerne bruge måltidet til at øve:
- børnenes selvhjulpenhed - de øver sig i at smøre, de hælder selv vand op og de øser selv mad op.
- børnene i at mærke egne behov - jeg er sulten, jeg er mæt, jeg er tørstig.
- børnene i at være betydningsfulde for fællesskabet - de sender maden rundt, de hjælper hinanden og venter på hinanden.
- børnene i at være madmodige - de tør smage på ukendt mad.
- børnene i at være rollemodeller for hinanden - når andre kan, så kan jeg også bruge kniv og gaffel.
Voksne er rollemodeller for børnene - det indebærer at vokse spiser det samme mad som børnene i form af et pædagogisk måltid.
Lære børnene om madkultur - vaske hænder, vente på tur, tale sammen med venner, smage på maden.
Efter måltidet:
Børnehavebørnene rydder selv deres brugte porcelæn og bestik op og går derefter på badeværelset for at vaske hænder.
I vuggestuen hjælper personalet børnene med at vaske hænderne.
Aula
Børnene skal tjekkes ind og ud på de ophængte skærme. Det er vigtigt, at I tjekker jeres barn ind som det første I gør, når I kommer med barnet, og at I først tjekker barnet ud, når I forlader institutionen.
Det er vigtigt, at vi hurtigt kan danne os et overblik over hvilke børn der er i institutionen, hvis uheldet er ude, og vi skal forlade stedet meget hurtigt, fx ved brand.
Det er kun voksne, der må bruge skærmene.
Legetøj
Børnene må gerne have legetøj med, men det medbringes på eget ansvar og husk at skrive navn på!
Vi frabeder os dog batteridrevet legetøj af sikkerhedsmæssige årsager.
Det er jer som forældre, der vurderer hvorvidt jeres barn er klar til at dele sit legetøj med andre kammerater.
Påklædning
Husk hver dag skiftetøj og praktisk udetøj, som passer til vejret!
Hjælp jeres barn med at holde orden på garderoberummet. Sørg for at der er det tøj og fodtøj barnet kan få brug for i løbet af dagen – men heller ikke mere. Derved bliver det lettere for barnet at overskue sin garderobe. Med navn i tøj og orden på garderoberummet skal både personale og forældre bruge mindre tid på at lede efter forsvundne huer og regnbukser.
Forældre skal tage vådt tøj (flyverdragter, huer, støvler m.m.) med hjem og sørge for at tørre det, så det er klar til brug dagen efter.
Forsikring
De personskader børnene kan komme ud for i børnehaven dækkes normalt af den enkeltes private ulykkesforsikring. Hvis et barn bliver ansvarlig for en skade enten ved en forsætlig eller uagtsom handling, er det normalt familiens ansvarsforsikring, der dækker.
Sygdom
Hvis barnet bliver syg eller virker utilpas i løbet af dagen, kontakter vi jer, så I kan hente jeres barn hjem. Hvis jeres barn får en smitsom sygdom, må I meget gerne underrette os, så vi kan få informeret om sygdommen på vores tavler.
Vi giver kun medicin ved kroniske sygdomme, såsom astma.
Fødselsdagsfejring
Fødselsdage er en stor dag for både fødselsdagsbarnet og forældre. Det er hyggeligt at blive fejret, hvilket vi i daginstitutionen Buskelund selvfølgelig tager del i.
I institutionen fejres fødselsdage oftest i forbindelse med formiddagssamling med barnets primærgruppe, hvor forældre er velkomne til at deltage. Fejringen består af fødselsdagssang efter barnets ønske og hygge dertil.
Vi opfordrer jer til at planlægge fødselsdagen i god tid med personalet – da der kan være chance for, at fejring på selve dagen ikke altid kan lade sig gøre.
Forældre og fødselsdagsbarnet medbringer selv det der skal deles ud og spises til fødselsdagsfejringen. Vi henstiller til vores sukkerpolitik, og derfor serveres kun 1 sød ting i forbindelse med fejringen. Frugtspyd eller andet, kan fint erstatte kage og is. I vuggestuen ser vi gerne at der medbringes et sundt alternativ til det sukkerholdige, såsom frugt, figenstænger, boller mv. Ved afholdelse af fødselsdagen skal det medbragte spises inden fejringen slutter.
Fødselsdag i privaten
Hvis der holdes fødselsdage i det private hjem for vennerne fra institutionen, skal invitationerne deles ud i private postkasser - da det betragtes som en privat fødselsdagsfest. Vi har desværre tidligere oplevet, at der hænger invitationer i garderoben til nogle børn, mens andre børn ikke får. Dette er ikke i tråd med vores inkluderende tilgang.
Hvis der er et ønske om at fejre i eget hjem, henstiller vi i samarbejde med tidligere bestyrelse følgende:
Vi opfordrer på det kraftigste, at årgangen passende til fødselsdagsbarnet inviteres (yngste- mellem- eller ældstegruppe) eller hele stuen, da det ellers kan opleves ekskluderende for de børn der ikke er inviteret.
Vi opfordrer til at privat fejring afholdes udenfor vores åbningstid, hvis kun enkelte børn inviteres med.
Hvis fødselsdagen afholdes i institutionens åbningstid, er afhentning af børn på eget ansvar og med samtykke fra forældre.
Daginstitutionen Buskelund har lukket følgende dage:
- Juleaften, 1. og 2. juledag
- Nytårsdag
- Grundlovsdag
Daginstitutionen Buskelund har fælles feriepasning i følgende perioder:
- Ugerne 28, 29 og 30
- Dagene mellem jul og nytår
- De 3 dage op til påske
- Dagen efter Kristi Himmelfartsdag
Dette betyder, at det kun er ét af børnehusene der holder åbent.
I kan ikke forvente genkendelige rammer og kendte voksne fra egen stue i de perioder.
Det pædagogiske tilsyn er ét ud af flere tilsynsformer i Dagtilbud i Silkeborg Kommune. Det pædagogiske tilsyn udføres af forvaltningen både i kommunale, selvejende og private daginstitutioner.
Det pædagogisk tilsyn har to overordnede funktioner; at kontrollere og udvikle den pædagogiske kvalitet i dagtilbuddet. Rammen for pædagogisk tilsyn i Silkeborg Kommune udarbejdes af forvaltningen, således der er sammenhæng med de fælles kommunale indsatser daginstitutionerne arbejder med.
I de kommunale daginstitutioner udføres tilsynet hvert år i skiftende børnehuse. Hermed sikres, at alle børnehuse får minimum et tilsyn hvert andet år. Tilsynsrapporterne for de kommunale institutioner vil efter tilsynet blive offentliggjort på deres lokale hjemmesider.